Råstofindvinding ved Thorupstrand

Jeg er blevet interviewet af TV2 News i.f.m. Region Nordjyllands behandling af råstofindvinding ved Løkken og Thorupstrand.

Det drejer sig om den ret fiskerne har haft i generationer til at skrabe rallet væk fra landingspladsen, så det både er sikkert – og ikke mindst muligt – at få bådene sikkert ud i havet og op på land igen.

Kystdirektoratet, som er den myndighed regionen skal forelægge ansøgninger af råstofindvinding i kystområderne, har indtil videre sagt stop for den hidtidige praksis med at sælge det overskydende ral. 

Derimod mener Kystdirektoratet, at det overskydende ral skal køres øst for molen og placeres på kysten, så havet kan “tage det igen”. Det kaldes – bypass.

Hvis det bliver konklusionen, vil det være umuligt at sejle ind til landingspladsen i den sejlrende som er fra øst mod vest, fordi det overskydende ral vil lægge sig i den smalle passage, som fiskerne bruger for at komme sikkert på land.

Thorupstrand er en gammel naturhavn, og den er beskyttet af revler, men revlerne “vandrer” efter strøm- og vindforhold. Derfor er det nødvendigt at skrabe rallet væk, hvis der er ved at blive dannet en ny revle lige ud for landingspladsen. 

Det ral der skrabes væk bliver lagt i depot, så det er muligt at lægge ral tilbage på landingspladsen, når der har været storm, som har fjernet noget af landingspladsen.

Som nævnt sælges det overskydende ral for at finansiere en gummiged på pladsen, der kan foretage det krævende og traditionelle vedligeholdelsesarbejde der har været udført gennem generationer.

Jeg håber Kystdirektoratet vil forlænge den dispensation til at skrabe rallet og sælge det overskydende.

Del artiklen
Facebooktwitterlinkedinmail