I gang med regionen

Regionsrådet 2014-2017. Foto: MickAnderson.DK
Regionsrådet 2014-2017. Foto: MickAnderson.DK

Nytåret giver altid anledning til at se tilbage på det forgangne år og frem mod det nye. NORDJYSKE Stiftstidende har stillet nedenstående spørgsmål til folk fra Jammerbugt Kommune, for hvem året 2013 var noget særligt.

Og det var det bestemt for venstremanden Otto Kjær Larsen – tidligere borgmester i Fjerritslev – der trådte ud af Jammerbugt Kommunalbestyrelse for i stedet at blive valgt ind i regionsrådet. Endda med et flot valg og over 3.500 personlige stemmer.

– Hvad vil du især huske 2013 for?

Dejlige ferier med børn og svigerbørn. Jeg fik barnebarn nummer fire, og en datter blev gift. Jeg stoppede i kommunalpolitik efter 20 år, blev valgt til regionsrådet og fejrede min 60-års fødselsdag.

– Hvad vil du gerne glemme fra 2013?

Der er ikke episoder eller hændelser, som jeg gerne vil glemme. Ting, der er sket, er sket.

– Hvad er lige nu status på det, du beskæftiger dig med?

Landbrugsmæssigt går tiden med at klargøre til foråret. Politisk er det en overgangsfase, hvor jeg afslutter det kommunale og er i gang med det regionale arbejde.

– Hvad håber du at få ud af 2014?

Jeg ser frem til at blive morfar igen til sommer. Gennemføre mit tredje Vasalopp. Få opbygget nogle gode samarbejdsrelationer i det nye regionsråd til gavn for Region Nordjylland. Jeg håber også, at 2014 vil blive et godt år for planteavlerne.

– Hvad er dit nytårsforsæt?

Jeg har ikke et.

– Hvad var dit nytårsforsæt for 2013, og hvordan gik det så?

Jeg har aldrig haft et nytårsforsæt, så vidt jeg husker.

(Klip fra NORDJYSKE By & Liv Aalborg / Jammerbugt 31.12.2013)

Se konstitueringen i det nye regionsråd her

Del artiklen
Facebooktwitterlinkedinmail